You must install Adobe Flash to view this content.

Om os | Annoncer | Bestil | Kontakt

 
 
 
 
Indholdsfortegnelse
Urinveje Blærebetændelse Forstørret blærehalskirtel Forstørret prostata Impotens Ufrivillig vandladning hos kvinder Ufrivillig vandladning om natten Urininkontinens hos kvinder

Blærebetændelse

Hvad er blærebetændelse?
Blærebetændelse er en betændelse i slimhinden i urinblæren.

Hvad er årsagen?
Normalt er urinen i blæren steril, dvs. uden bakterier. Urinen er et godt vækstmedium for bakterier, og gennem kvindernes korte urinrør kan bakterier ret let trænge op i blæren og begynde at formere sig. Derved irriteres slimhinden, og hvide blodlegemer (leukocytter) trænger fra blodet gennem blæreslimhinden ud i urinen, og så kommer der symptomer på blærebetændelse. Bakterierne kommer som regel fra den normale bakterieflora i tarmen (coli-bakterier) eller fra skeden.

Hvem får især blærebetændelse?
Blærebetændelse ses langt hyppigst hos kvinder. Samleje kan sommetider medføre, at bakterierne lettere kommer op i blæren. Hvis blæretømningen er besværet, ses blærebetændelse hyppigere.
Det gælder f.eks. ved graviditet og hos ældre kvinder ved nedsunken livmoder og hos ældre mænd ved forstørret blærehalskirtel (prostata). Ved nogle sjældne medfødte lidelser i blæren ses blærebetændelse også hyppigt. Hvis man beskadiger rygmarven og ikke kan kontrollere sin vandladning, ses blærebetændelse hyppigt.
Hvis man har sten i blæren eller i nyrebækkenet, ses blærebetændelse ligeledes hyppigt. Hvis man har et urinvejskateter for at lette vandladningen, ses blærebetændelse meget hyppigt. Blærebetændelse smitter ikke.
Kuldepåvirkning af underlivet siges at kunne fremme tilbøjeligheden til blærebetændelse, men en sådan sammenhæng er ikke bevist.

Hvad er screening for blærebetændelse?
Fordi blærebetændelse er ret hyppig hos f.eks. gravide, undersøger lægen for eventuel blærebetændelse under graviditeten, selv om der ikke er nogen symptomer, så man kan behandle betændelsen i opløbet. Sådan en undersøgelse uden symptomer på sygdom kaldes screening.

Symptomer
Blærebetændelse viser sig ved stærk vandladningstrang og hyppig og sviende vandladning og mere sjældent let feber. Urinen kan se uklar og plumret ud og lugte grimt, men det kan også være tilfældet, uden at der er blærebetændelse.

Komplikationer
Blærebetændelsen kan brede sig op gennem urinlederne til en af de to nyrer, hvor der opstår nyrebækkenbetændelse. Symptomerne bliver så værre med kulderystelse, høj feber og stærke smerter i siden ved den syge nyre.

Hvordan undersøger man for blærebetændelse?
Man skal aflevere en urinprøve til lægen. Urinprøven skal være taget og opbevaret på en særlig måde. Man får et særligt prøvetagningssæt med brugsanvisning, som man skal følge nøje.
Den midterste urinportion er bedst til undersøgelsen, ikke den første eller den sidste portion.

Opsamling af midtstråleurin, kvinder
1. Vask hænderne og tør dem med papirhåndklæde.
2. Spred skamlæberne.
3. Vask de ydre kønsorganer med enten vand eller med 3 rene, fugtige engangsservietter (f.eks. Towelette) 3 gange oppefra nedad, kun en gang med hver serviet.
4. Tør de ydre kønsorganer med et papirhåndklæde oppefra nedad.
5. Lad første del af urinportionen direkte i toilettet.
6. Opsaml derefter ca. 1/2 dl urin i uringlasset uden at afbryde urinladningen og undgå at berøre indersiden af uringlasset.
7. Lad resten af urinen direkte i toilettet.
8. Giv straks uringlasset til lægens personale.

Opsamling af midtstråleurin, mænd
1. Vask hænderne og tør dem med papirhåndklæde.
2. Træk forhuden tilbage.
3. Vask penishoved med enten vand eller med en ren, fugtig engangsserviet (f.eks. Towelette).
4. Tør penishoved med et papirhåndklæde.
5. Lad første del af urinportionen direkte i toilettet.
6. Opsaml derefter ca. 1/2 dl urin i uringlasset uden at afbryde urinladningen og undgå at berøre indersiden af uringlasset.
7. Lad resten af urinen direkte i toilettet.
8. Giv straks uringlasset til lægens personale.

Opsamling af midtstråleurin, småbørn
1. Vask dem, som anført ovenfor, på hænder og kønsorganer.
2. Anbring uringlasset i pottens forreste del.
3. Lad barnet tisse på potten, så urinen opsamles i uringlasset.
4. Giv straks uringlasset til lægens personale.

Urinen skal straks afleveres til lægen. Lægens laboratorium undersøger derpå urinen for bakterier og hvide blodlegemer og sommetider for, hvilke antibiotika man kan bruge til at behandle med, hvis bakterierne er modstandsdygtige (resistente) over for de almindeligt brugte antibiotika. Sådan en undersøgelse kaldes resistensbestemmelse.

Behandling
Blærebetændelse behandles med antibiotika-tabletter. De almindeligste er mecillinam, sulfametizol eller ciprofloxacin, som regel i 3 dage til kvinder, 1 uge til mænd. Hvis der er nyrebækkenbetændelse, behandles med antibiotika i 1-2 uger.

Kan man forebygge blærebetændelse?
Man skal drikke rigeligt og sørge for at tømme blæren helt, hver gang man skal tisse. Man bør tisse efter samleje.
Det kan have en vis forebyggende virkning at drikke tranebærsaft dagligt.
Hvis man har besværet vandladning f.eks. på grund af forstørret blærehalskirtel, vil operation for det forebygge fremtidige blærebetændelser. Hvis man ikke kan holde på vandet, er det bedre at bruge ble i stedet for urinkateter, selv om man er voksen. I sjældne tilfælde, hvis man måske på grund af en anden lidelse er plaget af rigtig mange blærebetændelser hvert år, kan lægen foreslå at tage en enkelt antibiotika-tablet forebyggende hver aften i lang tid. Da der så let kommer bakterier, der er modstandsdygtige over for dette antibiotikum, kan det være nødvendigt at skifte til andre antibiotika en gang imellem.

  • Hyppigst hos kvinder.
  • Hyppigste bakterie er E. coli.
  • Giver sviende og hyppig vandladning.
  • Påvises ved undersøgelse af urinen.
  • Behandles med antibiotika i mindst 3 dage.
  • Kan forebygges med tranebærssaft.

 

Niels Høiby
Professor, overlæge, dr.med.
Revideret oktober 2011
 

Patientvejledningerne erstatter ikke kompetent professionel rådgivning eller behandling af en uddannet læge eller andet sundhedsfagligt personale. Indholdet bør anvendes, når man har fået sin diagnose hos lægen. Nyt Nordisk forlag fraskriver sig ethvert ansvar, som kan opstå i forbindelse med brug og misbrug af denne internetversion.

 

Copyright 2012 © All rights reserved Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S