Panikangst

Hvad er panikangst?
Panikangst er kendetegnet af pludseligt indsættende angstanfald, der i begyndelsen af sygdomsforløbet optræder uforudsigeligt, men efterhånden også i særlige situationer, f.eks. i supermarkeder, busser og blandt mange mennesker. Mange udvikler fobisk undgåelsesadfærd, det vil sige en sygelig frygt for steder eller situationer, hvor de tidligere har haft angstanfald. Efter de første uventede angstanfald udvikles ofte forventningsangst, det vil sige angst for at få et nyt anfald. Hos mange af de mennesker, der lider af panikangst, ses desuden depressive symptomer.

Symptomer
Symptomerne er både legemlige og psykiske. De hyppigst forekommende er følgende:

• Hjertebanken.
• Sveden.
• Rysten.
• Mundtørhed.
• Åndenød.
• Kvælningsfornemmelse.
• Smerter eller trykken i brystet.
• Kvalme eller maveuro.
• Svimmelhed.
• Uvirkelighedsfølelse.
• Frygt for at miste selvkontrollen.
• Dødsangst.
• Kuldegysninger eller hedeture.
• Dødhedsfølelse eller snurrende fornemmelser i hænder eller fødder.

Forløbet af panikangst er varierende. Nogle har hyppige angstanfald i kortere perioder af deres liv, mens tilstanden hos andre er varig (kronisk). I perioder uden angstanfald er mange dog generet af forventningsangst og fobisk undvigelsesadfærd.

Diagnose
Mange legemlige sygdomme kan give tilsvarende symptomer (f.eks. hjertesygdomme og stofskiftelidelser). Derfor vil lægen først undersøge, om dette er tilfældet. Der er tale om panikangst, hvis en person har haft mere end 3 panikanfald inden for en 4-ugers periode med mindst 4 af ovennævnte symptomer, og hvis panikanfaldet ikke er forbundet med en speciel situation eller genstand, reel fare eller fysisk belastning. Forventningsangst og fobiske symptomer kan præge det kliniske billede, og depressive symptomer ses ofte. Differentialdiagnosen over for andre angsttilstande og depression kan derfor være vanskelig. En vurdering af såvel legemlige som psykiske helbredsforhold er derfor vigtig.

Årsag
Man arver formentlig en særlig tilbøjelighed til kraftige angstreaktioner i forbindelse med særlige belastninger eller i samværet med andre mennesker. Omkring 10-25% har forældre, søskende og børn, der også lider af panikangst.
Den biologiske mekanisme er ikke afklaret, men hjernens signalstoffer (serotonin og noradrenalin) spiller en vigtig rolle for angstberedskabet. Forstyrrelser i nervebanerne, der transporterer disse signalstoffer, kan betinge uhensigtsmæssig indlæring af adfærd. Når man undviger angstudløsende situationer, aftager angsten, til gengæld forstærkes undvigelsesadfærden, som efterhånden bliver mere og mere fast indlært. Forholdet mellem panikangst og depression er heller ikke afklaret. Det kan dreje sig om en fælles genetisk disposition, men depression kan være en følge til den efterhånden mere og mere invaliderende angstlidelse.
Livstidsrisikoen for at få panikangst er mellem 2 og 3%. Lidelsen indtræder i 20-30-års alderen og optræder dobbelt så hyppigt hos kvinder som hos mænd.

Behandling
Information om angstsymtomernes godartede karakter og de gode muligheder for behandling er vigtig for både patient og pårørende. Det er med til at afdramatisere symptomerne og give håb om hurtig bedring. Der er to hovedbehandlingsmetoder: Psykoterapeutisk og medicinsk.

Psykoterapi
Det er i flere undersøgelser dokumenteret, at kognitiv adfærdsterapi er effektiv ved panikangst. Ved kognitiv terapi fokuseres på ændring af personens uhensigtsmæssige tanker omkring panikanfaldet. En vigtig del er information om lidelsen, symptomernes art og deres indbyrdes sammenhæng og en rationel holdning over for uventede angstanfald.
Et andet vigtigt behandlingsprincip er en gradvis, men systematisk udsættelse for de situationer, der er forbundet med fobisk undvigelsesadfærd (ekspositionsbehandling). Man tilstræber herved, at den adfærd, der tidligere gav angst, nu kan håndteres, fordi man har indlært nye færdigheder til at tackle den.

Antidepressiva
Blandt klassiske antidepressiva blev imipramin og clomipramin først dokumenteret effektive. Flere af de nyere antidepressiva SSRI-midler (specifikke serotonin genoptagshæmmere), der indvirker på hjernens genoptagelse af signalstoffet serotonin, samt venlafaxin har færre bivirkninger end de klassiske antidepressiva. I større undersøgelser er de fundet effektive.
Den terapeutiske virkning viser sig efter 2-4 uger.
Relativt lav begyndelsesdosering med gradvis stigning i dosis kan anbefales, da angstsymptomer kan forværres i starten af behandlingen. SSRI-midler betragtes i dag som førstevalgspræparater.

Benzodiazepiner
Alprazolam og clonazepam er fundet effektive i store undersøgelser, men i højere dosering end ved andre angstlidelser. De virker hurtigt, typisk i løbet af få dage. Langvarig brug af benzodiazepiner kan føre til udvikling af fysisk afhængighed og dermed abstinenser ved pludseligt ophør eller for hurtig aftrapning. Stofferne bør derfor ikke bruges, eller kun i de første 4 uger, af behandlingen. Efter længerevarende brug er langsom aftrapning over mange uger vigtig.

Et akut medicinsk behandlingsforløb vil typisk vare 6-12 måneder, men  det kan hos nogle blive langvarigt eventuelt kronisk.

Hvem skal behandle?
Mange patienter vil kunne behandles hos deres praktiserende læge. Hvis man ikke herigennem opnår tilstrækkelig bedring, vil det være en mulighed at henvise til psykiatrisk speciallæge. Henvisning til psykolog bør især ske til psykologer, der behersker kognitiv adfærdsterapi.

Yderligere information:
www.angstforeningen.dk
www.dsam.dk : Klinisk vejledning for almen praksis. Angsttilstande. Diagnostik og behandling. 2010.

 Til top  Tilføj vejledning  Send til  Udskriv

Patientvejledningerne erstatter ikke kompetent professionel rådgivning eller behandling af en uddannet læge eller andet sundhedsfagligt personale. Indholdet bør anvendes, når man har fået sin diagnose hos lægen. Nyt Nordisk forlag fraskriver sig ethvert ansvar, som kan opstå i forbindelse med brug og misbrug af denne internetversion.