Depression

Hvad er depression?
Depression kan betyde både en sygdom og en menneskelig sorg eller krise. Behandlingsmæssigt er det vigtigt at skelne mellem depressionssygdommen og sorgen eller krisen. Imidlertid oplever personer med depressionssygdom ofte, at der har været en krise i forbindelse med sygdommens opståen. For at lette beslutningen om behandling og for at undgå unødige overvejelser om årsager beskriver man i dag depressionssygdommen alene ved de symptomer, den forårsager. Man forsøger med andre ord at møde den depressionsramte uden forudfattede meninger om hans eller hendes tilfælde.

Hvordan måles depressionssygdommen?
Verdenssundhedsorganisationen WHO har afgrænset de 10 vigtigste symptomer ved depression. Disse er medtaget i depressionsspørgeskemaet. Symptomerne måles ud fra, hvor meget af tiden man har haft dem gennem de sidste 2 uger.
De første 3 symptomer i spørgeskemaet (nedsat humør, manglende interesse og træthed) er kernen i en depression og kaldes derfor kernesymptomer, dvs. meget sikre depressionssymptomer. Dem vil en deprimeret person typisk have det meste af tiden. Når man bruger depressionsspørgeskemaet, ser man på den sidste 2-ugers periode, fordi man ikke kan tale om en egentlig depression, førend tilstanden har varet mindst 2 uger.
De øvrige 7 symptomer i spørgeskemaet er symptomer, der meget ofte følger med en depression. De kaldes for ledsagesymptomer, og dem vil en deprimeret person typisk have over halvdelen af tiden.
I depressionsspørgeskemaet er der 2 spørgsmål, nr. 8 og 10, der er opdelt i a og b. Når man skal måle depression, medregner man kun det delspørgsmål, hvor man har afkrydset det højeste tal, enten a eller b. Grunden til, at disse 2 spørgsmål er opdelt i a og b, er, at nogle har nedsat appetit, mens andre har øget appetit, når de er deprimerede. På samme måde bliver nogle rastløse, andre mere stillesiddende, og andre igen lidt af hvert. De 7 ledsagesymptomer betyder meget ved selve vurderingen af depressionstilstandens sværhedsgrad.
Når man selv skal vurdere sin tilstand, kan man nøjes med at lægge de afkrydsede tal i spørgeskemaet sammen, ét for hvert spørgsmål. I alt skal således 10 tal lægges sammen (idet enten aeller b-værdien er medtaget i spørgsmål 8 og 10). Herved får man en sum mellem 0 (ingen symptomer) og 50 (maksimale symptomer). Et tal på 20 eller mere betyder, at der er risiko for, at man har en depression, og man bør kontakte sin læge.
Danske læger har brugt WHO-målingen af depressionssygdom siden januar 1994. Når depressionssygdommen har en vis sværhedsgrad, kræver den behandling. Lægen ser her nærmere på, hvilke symptomer der forekommer og i hvilken grad. Spørgeskemaet kan også bruges, når man skal måle, om den behandling, man har modtaget, hjælper. Denne måde løbende at følge tilstanden på opleves ofte af den depressionsramte som en støtte, da han eller hun kan iagttage, hvorledes symptomforløbet har været siden begyndelsen af behandlingen.
Flere befolkningsundersøgelser herhjemme med spørgeskemaet har vist, at 3-4% af befolkningen på et givent tidspunkt har en depression. Derfor er depression en folkesygdom.

Hvornår kræver depression behandling?
Depressionens sværhedsgrad afgør valget af samtalebehandling og/eller medicinsk behandling. Er mindre end 5 af de 10 viste depressionssymptomer til stede (ifølge WHO en lettere depression), eller er det sandsynligt, at der er tale om sorg eller krise, er samtalebehandling vigtig og ofte tilstrækkelig. Er der omkring 5-6 symptomer til stede (ifølge WHO en middelsvær depression), er kombinationen af samtaleterapi og medicin vigtig. Er der endnu flere symptomer til stede (ifølge WHO svær depression), er den medicinske behandling særlig vigtig, selv om den medmenneskelige omsorg naturligvis indgår, herunder rådgivning af familie eller nærmeste omgangskreds. Det er selvfølgelig vigtigt at afklare, om der er faktorer, der belaster den depressionsramte såsom stress, konflikter eller økonomiske problemer, men også om der er ubehandlede fysiske sygdomme. Har den depressionsramte i forvejen en fysisk sygdom (f.eks. hjerte-karlidelse eller en infektionssygdom), vil lægen vurdere, om denne fysiske sygdom eller dens behandling (f.eks. blodtryksmedicin eller infektionsmedicin) kan være den udløsende faktor for depressionen.

Den umiddelbare behandlingsplan
Når lægen har vurderet, at der foreligger en behandlingskrævende depression, aftales den akutte behandlingsplan som typisk strækker sig over 6-8 uger med en konsultation om ugen, uanset hvilken behandlingstype der vælges (samtalebehandling og/eller medicinsk behandling).

Jo sværere depressionen er, jo mere påvirkes arbejdsevnen eller den rolle, den depressionsramte har i hjemmet, specielt symptomerne  træthed, koncentrationsforstyrrelser og manglende initiativ.

Ofte er den depressionsramte blevet bedt om at tage sig sammen både af arbejdskolleger og af familie. Han eller hun har selv følt det samme, hvilket blot har resulteret i, at disse symptomer er blevet værre og værre. Mange forsøger at behandle sig selv med alkohol. De første dage kan nogle ekstra glas alkohol give en vis angstdæmpende effekt, men snart skal der mere til og dette gør depressionen meget værre. Alkohol hæmmer også virkningen af den antidepressive medicin.
I den akutte behandlingsfase kan sygemelding ofte blive nødvendig, og under den ugentlige konsultation må i så fald spørgsmålet om genoptagelse af arbejde vurderes ud fra behandlingsresultatet. Kontakt  til arbejdspladsen og til familie eller nærmeste omgangskreds vil blive vurderet. Den ugentlige kontakt mellem læge og patient er meget afgørende uanset, hvilken behandlingsform, der vælges.

Behandlingsformer
Ved behandling af depression er den medmenneskelige omsorg, herunder samtalebehandling, altid meget vigtig. Man skelner almindeligvis mellem de to behandlingstyper: samtalebehandling og medicinsk behandling.

Samtalebehandling
Den psykologiske terapiform, der har vist sig mest anvendelig ved behandling af lettere depressioner, er den kognitive adfærdsbehandling. Ved denne kognitive samtalebehandling bliver personen bedt om at føre en dagbog over de situationer, hvor de negative depressionstanker opstår. På baggrund af denne dagbog viser behandleren, hvorledes den depressionsramte lægger alt for megen vægt på ting, andre vil kalde betydningsløse, samtidig med at han eller hun har alt for lidt tilbøjelighed til at belønne sig selv for ting, andre vil kalde for gode præstationer. Denne behandlingsform benyttes mere og mere af den praktiserende læge. Behandlingen kaldes også for korttids psykoterapi, idet varigheden af denne behandling typisk svarer til varigheden af den medicinske behandling. Det er muligt at få offentligt tilskud på 60% af behandlingens pris til privat psykologbehandling. Tilbudddet gælder alle patienter med let til moderat depression i alderen 18 år til og med 37 år.

Medicinsk behandling
Ved de middelsvære til svære former af depression er der tale om en forstyrrelse af hjernens signalstoffer. Disse signalstoffer er vigtige  for kommunikationen mellem de nerveceller, der styrer mange af de hormoner, som har betydning for  den almindelige døgnrytme, søvn, stofskifte, hukommelse og selve humøret. Det er især signalstofferne serotonin og noradrenalin, der har betydning for depressionssygdommen. De forskellige antidepressive medicintyper virker netop på disse signalstoffer.
Lægen har i dag et meget stort antal antidepressive lægemidler at vælge imellem. Det betyder, at det ofte er muligt at finde et præparat, som hjælper ved depressionssygdommen uden at give væsentlige bivirkninger. Ved de moderate former for depression vil et enkelt præparat i de fleste tilfælde være tilstrækkeligt. Ved meget svær depression kræves ofte en kombination. I de allersværeste tilfælde gives der under indlæggelse på sygehus elektrostimulationsbehandling (ECT). Hvis den medicinske behandling kun har hjulpet noget, men slet ikke tilfredsstillende, kan man kombinere den med Transkraniel Magnetisk Stimulation (TMS), som kan gives, uden at indlæggelse er nødvenlig. TMS giver ingen væsentlige bivirkninger. Metoden er ny i Danmark, hvor den stadig er under videnskabelig vurdering, og den tilbydes derfor ikke rutinemæssigt. Den amerikanske lægemiddelstyrelse har imidlertid godkendt TMS i kombination med antidepressiv medicin, når flere behandlinger med forskellige antidepressiva har været uden tilstrækkelig effekt.
I kombination med medicinsk behandling har både lysterapi og motion vist sig at være gavnlige. Således øger lysbehandling, når den gives først på dagen (indtil kl. 11), den medicinske behandling mod depression. Motion på op til 1 time dagligt øger ligeledes virkningen af antidepressiv medicin.
De moderne antidepressive lægemidler er blevet udviklet ud fra deres virkningsmekanisme i hjernen. Således virker SSRI-pillerne (serotonin specifikke genoptagelseshæmmere) alene på signalstoffet serotonin.
Der findes også medicin, der alene virker på signalstoffet noradrenalin (noradrenalinspecifikke genoptagelseshæmmere). Nyere midler virker både på serotonin og noradrenalin. De moderne specifikt virkende antidepressiva har relativt få bivirkninger og er vidtgående ugiftige. Men de har dog nogle bivirkninger, som ikke blot er forbigående ved den fortsatte behandling. Således kan SSRI?erne give seksuelle forstyrrelser. Disse bivirkninger forsvinder ved ophør med medicin.
Ingen af de nævnte antidepressive midler er vanedannende. De virker kun, hvis man lider af depression. Man bliver ikke kunstigt "høj" eller  ?lykkelig?.
Alligevel skal man være opmærksom på, at såfremt man ophører meget pludseligt med antidepressiv medicin, kan man få nogle ophørssymptomer. Disse symptomer er dels legemlige (svimmelhed og føleforstyrrelser i huden), dels psykiske (irritabilitet eller overaktivitet). Derfor skal man også ved antidepressiv medicin trappe langsomt ud, når man skal holde op.

Hvorledes er behandlingsperspektivet?
Depressionsbehandlingen har to faser. Den første fase er ovenfor angivet med samtalebehandling og/ eller medicinsk behandling. Den kaldes den akutte fase og omhandler de første 6-8 uger med ugentlig konsultation, hvorunder symptomerne søges reduceret.
Den anden fase kaldes for vedligeholdelsesfasen og omhandler de næste 6 til 8 måneder, der svarer til forløbet af en depressiv episode. Herunder gives samtalebehandling og/eller den medicinske behandling for at sikre, både at symptomerne er aftaget, og at den sociale funktion er genetableret. I vedligeholdelsesfasen er det ofte tilstrækkeligt med månedlige konsultationer.
Hvis man ophører for tidligt med medicinen eller nedsætter dosis for meget, kommer symptomerne igen. En depressionsepisode varer nemlig omkring 10 måneder, hos ældre ofte endnu længere.

Forebyggelse
Fordi der er ganske stor risiko for, at depressionen kommer igen (omkring 85% får flere depressionsepisoder, og omkring 10% får også mani), anbefales det almindeligvis at fortsætte med at tage medicin. SSRI-pillerne er særlig godt undersøgt ved forebyggelse, og erfaringerne er meget positive. Såfremt der tidligere har været maniske episoder, anbefales det at kombinere med stemningsstabiliserende medicin, f.eks. litiumtabletter.

Litteratur:
Gerlach J (red.) "Depression. Symptomer, årsager og behandling". København, PsykiatriFondens Forlag 2006

SBU/Statens beredning för medicinsk utvärdering. Behandling af depressionssjukdomar. En systematisk litteraturöversikt. Vol. 1-3. Stockholm 2004.
Tilgængeligt på internettet på adressen: www.sbu.se

Sundhedsstyrelsens Referenceprogram for unipolar depression hos voksne. København 2007. Tilgængeligt på
internettet på adressen: www.sst.dk

Links til hjemmesider:
www.psykiatrifonden.dk
www.depressionsforeningen.dk
www.netdoktor.dk
www.psykforskhil.dk

 Til top  Tilføj vejledning  Send til  Udskriv

Patientvejledningerne erstatter ikke kompetent professionel rådgivning eller behandling af en uddannet læge eller andet sundhedsfagligt personale. Indholdet bør anvendes, når man har fået sin diagnose hos lægen. Nyt Nordisk forlag fraskriver sig ethvert ansvar, som kan opstå i forbindelse med brug og misbrug af denne internetversion.