Medicinsk abort
Kvinder, som ønsker abort, og som er 8 uger (nogle steder anvender 9 uger) eller kortere henne i graviditeten, anbefales i dag medicinsk abort på de fleste gynækologiske afdelinger. Flere afdelinger tilbyder også medicinsk abort ved graviditet i uge 9-12. Hvis ikke ens lokale afdeling tilbyder denne metode, har man ret til at vælge et sygehus, som har dette tilbud.
Hvordan foregår en medicinsk abort?
Første dag får du skrevet journal, får lavet en gynækologisk undersøgelse og bliver ultralydsscannet. Det sidste for at sikre, at graviditeten ikke sidder uden for livmoderen, samt for at vurdere, hvor langt henne du er i graviditeten.
Du får 1-3 tabletter Mifegyn og går hjem. Mifegyn er et antihormon, som får graviditeten til at gå til grunde. Når disse tabletter er taget, kan aborten ikke fortrydes.
Dagen efter møder du på afdelingen igen og får oplagt en eller flere stikpiller i skeden (Cervagem eller Cytotec). De skal sikre, at livmoderen tømmer sig. I løbet af det næste døgn vil 90% have aborteret helt. Yderligere 5% vil abortere det følgende døgn. Aborten opleves som en kraftig menstruation. Nogle få afdelinger vil lade dig gå hjem efter oplægning af stikpillen, så du aborterer hjemme, men oftest bliver du på afdelingen i nogle timer.
Ved medicinsk abort i uge 9-12 vil man gentage behandlingen med stikpiller i skeden med nogle timers mellemrum for at opnå en effektivitet som ved de tidlige medicinske aborter.
Hos ca. 5% vil det være nødvendigt at lave en udskrabning for at tømme livmoderen helt. En til to uger senere skal du ind til en blodprøvekontrol eller ny ultralydsscanning, som skal sikre, at graviditeten er ophørt.
Bivirkninger og komplikationer
Ca. 40% vil opleve kvalme i forløbet. Halvdelen vil opleve smerter, som kan dækkes ved en smertestillende stikpille. Nogle få procent oplever smerter, som kræver morfin. De fleste vil bløde 1-2 uger. Blødningen er kraftigst den dag, du aborterer.
1 ud af 200 (½%) kan opleve kraftig blødning, som kræver blodtransfusion. Det betyder i praksis, at du bør henvende dig på sygehuset, hvis du bløder mere end dobbelt menstruationsstyrke gennem mere end et par timer. Det er overvejende kvinder, som gennemgår medicinsk abort efter uge 8, som oplever kraftig blødning. Mindre end 1% får betændelse efter indgrebet.
Jo tidligere en medicinsk abort gennemføres, jo færre vil opleve kraftig blødning, og jo færre vil opleve at skulle have tømt livmoderen kirurgisk. En medicinsk abort kan godt udføres, selv om man har henvendt sig så tidligt, at fosteret endnu ikke er synligt ved ultralydscanning. I disse tilfælde kræver man en synlig fostersæk og blommesæk ved ultralydsscanning.
Fordele i forhold til kirurgisk abort
Du undgår fuld bedøvelse. Du undgår instrumenter i livmoderen og har derfor en mindsket risiko for infektion. En del kvinder angiver, at de har det bedre psykisk bagefter, fordi de selv har været med i processen. Der optræder ikke de sjældne operative komplikationer, som ses ved kirurgiske aborter.
Hvis du er Rhesus negativ
Kvinder, som er Rhesus negative, bør have anti-D forebyggelse, hvis en graviditet afbrydes efter fulde 8 uger. Før dette tidspunkt er denne profylakse ikke nødvendig, fordi blodmængden i graviditeten på dette tidspunkt er meget lille.
Professor, overlæge, dr.med.
Revideret september 2011
Patientvejledningerne erstatter ikke kompetent professionel rådgivning eller behandling af en uddannet læge eller andet sundhedsfagligt personale. Indholdet bør anvendes, når man har fået sin diagnose hos lægen. Nyt Nordisk forlag fraskriver sig ethvert ansvar, som kan opstå i forbindelse med brug og misbrug af denne internetversion.
Til top
Tilføj vejledning
Send til
Udskriv