You must install Adobe Flash to view this content.

Om os | Annoncer | Bestil | Kontakt

 
 
 
 
Indholdsfortegnelse
Pædiatri ADHD hos børn Allergi i barnealderen Astma i barnealderen AstmatIsk bronchitis hos børn Atopisk eksem - Børneeksem Bevægeapparatslidelser hos børn Børnesår Børnevaccinationsprogram Den 5. børnesygdom (Parvovirus B19 infektion) Enuresis Forstoppelse og urenlighed med afføring Hovedpine hos børn Ufrivillig vandladning om natten Urininkontinens hos børn Urinvejsinfektion hos børn

Urinvejsinfektion hos børn

 

Urinvejsinfektion er en hyppig sygdom. Knap 10% af piger og knap 3% af drenge har fået behandling for urinvejsinfektion, inden de fylder 7 år. Ikke alle har med sikkerhed haft sygdommen, da det kan være lidt besværligt at lave en god urinprøve, når diagnosen stilles.
Det er meget vigtigt at skelne mellem blærebetændelse og urinvejsinfektion, hvor infektion sidder i nyrerne. Blærebetændelse er oftest blot generende, men gentagne infektioner i nyrerne kan i nogle tilfælde give varige skader på nyrevævet. 
Blærebetændelse viser sig ofte ved, at barnet skal tisse hyppigt og det svier ved vandladning. Børn, der ellers kan holde på vandet, begynder måske at tisse i bukserne, mens der er infektion. Ved blærebetændelse har man ikke høj feber. Hvis der er infektion i nyrerne, lægen kalder det pyelonefritis, har barnet næsten altid høj feber og er sløj. Der behøver ikke være svie, når barnet tisser. Der kan være mavesmerter, smerter eller ømhed i den ene eller begge flanker, og der er ofte kvalme og opkastninger. Hos det spæde barn påvises næsten aldrig blærebetændelse, måske fordi det lille barn ikke kan fortælle, at det svier, når han/hun tisser. Man påviser derfor oftest infektionerne, hvis der i forbindelse med feber undersøges en urinprøve. Hvis et barn har feber, uden der er en oplagt forklaring, er det vigtigt, at der undersøges en urinprøve.Hos spædbørn kan urinvejsinfektion også vise sig ved manglende trivsel, uro, opkastninger og gylpen.



Påvisning af urinvejsinfektion
Det kan, især hos de små børn, være svært at stille diagnosen.
Der skal opsamles en steril urinprøve. Det kan være besværligt og urin opsamlet i syltetøjsglas, små poser eller fra bleer er helt uanvendelige. Der skal benyttes et sterilt opsamlingssæt, som fås hos lægen eller købes på apoteket. Urinen skal helst opsamles om morgenen, hvor den har været i mange timer i blæren.
På den måde undgår man at overse bakterier som, hvis barnet lige har drukket og tisset, kan være skyllet ud. Man skal vaske barnet forneden og aftørre med den sterile serviet, som følger med i opsamlingssættet. Når barnet tisser, skal man lade de første dråber løbe ud i toilettet og så holde opsamlingsbægeret under strålen, opsamlingen stoppes inden barnet er helt færdig med at tisse. På den måde er der ikke stor risiko for forurening af prøven. Hvis urinen skyller ned over huden, kan der komme hudbakterier ned i prøven, det kan forveksles med urinvejsinfektion.
Lægen undersøger urinen med en "stix", der kan påvise betændelsesceller. Hvis der påvises betændelsesceller, skal urinen dyrkes til næste dag og hvis der både er betændelsesceller og vækst af en bakterie, taler vi om urinvejsinfektion. Bedst er det, hvis der kan opsamles 2 urinprøver. Hvis man påviser bakterier i begge prøver er der ikke stor risiko for, at det er forurening fra huden.

Behandling
Nogle gange er der så mange symptomer, at lægen, allerede når der påvises betændelsesceller, vil starte behandling for blærebetændelse.
Der er forskellige slags antibiotika, som kan anvendes. Desværre findes de ikke alle i flydende form og kan derfor være svære at dosere til de yngste børn.
Når der er svar på dyrkningen, kan man evt. skifte til et mere målrettet antibiotikum.
Børn under 2 år med urinvejsinfektion vil normalt blive indlagt. Det samme gælder større børn med feber og urinvejsinfektion. På sygehuset vil barnet blive behandlet med antibiotikum, som sprøjtes ind i blodet. Hos store børn kan man dog behandle med tabletter og kun indlægge, hvis barnet ikke bliver feberfrit i løbet af 2 døgn 
Når behandlingen er slut, vil lægen nok bede om, at der afleveres en urinprøve, så man kan sikre, at bakterierne er væk.

Hvornår skal der foretages andre undersøgelser
Alle drenge, der har haft urinvejsinfektion skal undersøges med en ultralydsscanning for at se, om der er misdannelser i urinvejene. Misdannelser er hyppigere hos drenge end hos piger.
Hos pigerne kan man godt vente med at lave ultralydsscanning til der har været blærebetændelse to gange, medmindre pigen har urininkontinens, også når infektionen er behandlet. I så fald bør der scannes efter første blærebetændelse
Alle børn under 2 år og alle, uanset alder, der har haft urinvejsinfektion med feber og tegn på, at infektionen sad i nyrerne, skal have lavet i hvert fald en ultralydsscanning og nogle gange vil lægen også lave andre undersøgelser, for at se om infektionen har påvirket nyrerne.

Prognose
Kun i meget sjældne tilfælde med gentagne infektioner i nyrerne er der risiko for varige skader på nyrerne. Almindelig blærebetændelse er generende, men betyder intet på langt sigt.
Et enkelt tilfælde med infektion i en nyre betyder normalt heller ikke noget på langt sigt, men ved feber og mistanke om urinvejsinfektion er det vigtigt, at der hurtigt undersøges en urinprøve og startes behandling, ellers er der en risiko for gentagne ar i nyrerne.

 

 

Anita Hansen
Speciallæge, børnelæge
Revideret september 2011
 

Patientvejledningerne erstatter ikke kompetent professionel rådgivning eller behandling af en uddannet læge eller andet sundhedsfagligt personale. Indholdet bør anvendes, når man har fået sin diagnose hos lægen. Nyt Nordisk forlag fraskriver sig ethvert ansvar, som kan opstå i forbindelse med brug og misbrug af denne internetversion.

 

Copyright 2012 © All rights reserved Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S