Atopisk eksem
Tidligere anvendte navne for sygdommen: Børneeksem, astmaeksem, Prurigo Besnier
Atopisk eksem er en meget almindelig sygdom hos børn. 15-20% af skandinaviske børn har atopisk eksem i lettere eller sværere grad, og hyppigheden af sygdommen har været stigende gennem de sidste 30 år.
Hvad skyldes atopisk eksem?
Atopisk eksem er en arvelig sygdom, der ofte forekommer i familier med høfeber og astma. Defekter i det gen, der koder for filaggrin, som er et vigtigt protein i hudens hornlag, forekommer hyppigere hos patienter med atopisk eksem end hos andre, og især hos patienter med svært eksem eller med samtidig astma eller høfeber. Dette er en relativt ny opdagelse, som har ført til en ny forståelse af sygdommen, og som der forskes meget i. Ud over arvelige forhold har også miljøet indflydelse på sygdommens opståen og forløb.
Hvordan forløber sygdommen?
Atopisk eksem opstår oftest i barnets første leveår og er mest udtalt i de første 3-4 år.
Herefter bliver sygdommen hos de fleste langsomt bedre. Ved 15-års alderen vil 60% være fri for eksem. Hos nogle kommer der tilbagefald af sygdommen omkring 20-årsalderen. Alle, der har haft atopisk eksem, har senere i livet en risiko for at udvikle håndeksem, idet huden har en nedsat hudbarrierefunktion og derfor er mere modtagelig for irritative påvirkninger, som f.eks. vand og sæbe, olier, snavset arbejde mm.
Hvordan ser atopisk eksem ud?
Hos det lille barn ses atopisk eksem som tør hud og eksem i ansigt og som pletter på arme og ben.
Der kan være rødme og afskalning omkring munden og på kinderne, eksem på hænderne og små revner under ørerne. Derimod er der sjældent eksem under bleen.
Efter 2-års alderen ændres eksemet således, at det nu især er i albuebøjninger og knæhaser, der er eksem. Der kan også være eksem på håndled, ankler og hals. Hos voksne
er det ofte ansigt og hals, der er mest angrebet med tør, skællende og kløende hud.
Klør det?
Kløe er ofte det største problem ved atopisk eksem og alle med atopisk eksem har kløe. Kløen medfører kradssår, der giver let adgang for bakterier og dermed risiko for betændelse.
Allergi?
Allergi opfattes i dag ikke som den egentlige årsag til sygdommen. Børn med atopisk eksem udvikler dog lettere end andre børn allergi over for bl.a. hunde og katte, pollen og støvmider.
Diæt?
I nogle (få) tilfælde kan allergi over for enkelte fødevarer forværre eksemet. Det gælder især allergi over for mælk eller æg hos børn under 2 år. Ved mistanke om fødevareallergi må dette undersøges nærmere hos lægen. Fødevareallergi mistænkes, når eksemet er svært og ikke forsvinder på behandling. Man skal ikke sætte et barn på en diæt uden, at der er foretaget undersøgelser for fødemiddelallergi eller uden at have aftalt det med lægen.
Behandling
Uparfumeret fugtighedscreme med højt fedtindhold er en vigtig del af behandlingen af atopisk eksem, fordi cremen kan dæmpe kløen og forebygge eksemudbrud. Binyrebarkhormoncremer er en effektiv behandling af eksemudbrud. Cremen smøres på den angrebne hud i et tyndt lag. Den skal ikke smøres på den raske hud. Cremerne virker hurtigt og vil normalt bringe eksemudbruddet i ro på få dage.
Hvis brugen af binyrebarkhormoncreme overdrives, kan huden blive tynd og gennemsigtig. Anvendt korrekt, det vil sige efter lægens anvisning, giver disse cremer kun få bivirkninger. Binyrebarkhormoncremer i ansigtet og under bleen hos små børn skal dog anvendes med forsigtighed.
Andre lægemidler til behandling af atopisk eksem er pimecrolimuscreme (elidel) og tacrolimus-salve (protopic). Disse lægemidler virker ved at nedsætte immunforsvaret i huden og bruges, når behandling med binyrebarkhormoncremer enten ikke er tilstrækkelig, eller hvis der er vedvarende, konstant behov for aktiv behandling. Det er ikke hormoncremer, og bivirkning i form af ?tynd hud? forekommer ikke. På grund af præparaternes hæmmende virkning på immunforsvaret skal direkte sollys enten undgås, eller der skal anvendes solcreme med højt faktortal på behandlede områder. Behandlingen må ikke anvendes til hudområder med infektion.
Vær opmærksom på, at der skal være pause i behandlingen i nogle uger i forbindelse med vaccinationer. Ved betændelse i huden (når eksemet væsker) kan man i lette tilfælde behandle med en antibakteriel creme, ellers behandles med antibiotika som mikstur eller tabletter. Kløestillende behandling med antihistaminer som tabletter eller mikstur kan anvendes i en kortere periode. Mange af disse præparater har en sløvende virkning og egner sig bedst til brug om natten.
Sværere tilfælde af atopisk eksem behandles hos speciallæger i hudsygdomme, enten med lysbehandling eller med tabletbehandling, der påvirker immunsystemet.
Gode råd
- Brug fugtighedscreme hver dag.
- Undgå langvarige, varme bade, fordi de er med til at udtørre huden.
- Brug bomuldstøj, fordi uldtøj og syntetiske materialer kan forværre kløen.
- Sov køligt. Det mindsker kløe om natten.
- Undgå rygning i barnets omgivelser og undgå dyr med pels i hjemmet, fordi børn med atopisk eksem har øget risiko for at udvikle astma og/eller høfeber.
- Undgå som voksen at vælge et arbejde, som belaster hænderne, dvs. våde eller snavsede job samt job i fødevarebranchen. Børn, der har haft atopisk eksem, har nemlig som voksne en øget risiko for at få håndeksem.
Hudpleje, forebyggelse og behandling af eksem er tidskrævende og undertiden besværlig. Der kræves en særlig og langvarig indsats. Men indsatsen betaler sig.
Nyttige adresser:
Atopisk Eksem Forening c/o Susse Stannum Kornvej 3. 4040 Jyllinge
www. atopiskeksemforening.dk
Astma-Allergi Forbundet Universitetsparken 4. 4000 Roskilde Tlf. 43 43 59 11
www.astma-allergi.dk
Overlæge, dr.med.
Revideret oktober 2011
Patientvejledningerne erstatter ikke kompetent professionel rådgivning eller behandling af en uddannet læge eller andet sundhedsfagligt personale. Indholdet bør anvendes, når man har fået sin diagnose hos lægen. Nyt Nordisk forlag fraskriver sig ethvert ansvar, som kan opstå i forbindelse med brug og misbrug af denne internetversion.
Til top
Tilføj vejledning
Send til
Udskriv