Når hjertet er ude af takt
Hvad er forkammerflimren?
Forkammerflimren (atrieflimren) er en meget hurtig og uregelmæssig elektrisk aktivitet i hjertets forkamre. Den viser sig typisk ved gentagne anfald, men også som en enkeltstående episode i forbindelse med akut sygdom eller en operation.
I begyndelsen ophører anfaldene oftest spontant i løbet af et døgn. Men i det videre forløb varer de længere og længere og kan ofte kun brydes ved et strømstød, der gives i fuld bedøvelse, eller ved hjælp af medicin. Til sidst kan tilstanden blive kronisk. Har man nogle af de nedenstående symptomer, er det vigtigt, at man søger læge så tidligt som muligt.
Symptomer
De mest almindelige symptomer er
- hurtig puls
- hjertebanken
- svimmelhed
- åndenød
- træthedsfornemmelse
- brystsmerter
- uroog angstfølelse
Nogle oplever dog ingen symptomer.
Risikofaktorer
En række risikofaktorer er afgørende for udviklingen af forkammerflimren:
- Et stort forbrug af alkohol
- Blodprop i hjerte eller lunge
- Hjertemuskelbetændelse
- Forhøjet stofskifte
- Forsnævring af kranspulsårerne
- Hjerteklapsygdomme
- Forhøjet blodtryk
- Hjertesvigt
- Kronisk lungesygdom
- Søvnapnø (uregelmæssighed i vejrtrækningen under søvn)
- Mangeårig type 1 diabetes
- Overvægt
- Alder
Forkammerflimren er ikke livstruende i sig selv, men blodet løber meget langsomt gennem forkamrene under anfaldene, hvilket kan føre til små blodpropper i hjernen eller i armene og benene.
Diagnose
Diagnosen stilles ved hjælp af EKG (registrering af hjertets elektriske aktivitet). Ved EKG-undersøgelse sættes elektroder på brystet. De tilkobles et måleapparat. På baggrund af de elektriske signaler, som elektroderne opfanger, dannes en kurve, som viser, hvordan de elektriske impulser spreder sig i hjertet. Ved anfaldsvis hjertebanken og mistanke om forkammerflimren kan man ved hjælp af forskelligt udstyr følge hjerterytmen over en længere periode. Når diagnosen er stillet, kan en ultralydsskanning af hjertet (ekkokardiografi) og nogle blodprøver ofte bidrage til at afklare årsagen til sygdommen.
Medicinsk behandling
Ved kronisk forkammerflimren består behandlingen som regel i at regulere pulsen med medicin. Hvis pulsen er for langsom, kan det også blive nødvendigt at indoperere en pacemaker.
Hos patienter med anfaldsvis forkammerflimren forsøger man i første omgang at genoprette den normale regelmæssige hjerterytme. Ophører anfaldene ikke af sig selv, bliver forkammerflimren som regel brudt ved et strømstød i kortvarig, fuld bedøvelse på hospitalet. For at forebygge tilbagefald skal man oftest tage medicin, der regulerer rytmen, og som samtidig nedsætter pulsen. Hvis man får medicin, der nedsætter pulsen, og medicin, der regulerer hjerterytmen, skal man være opmærksom på, at andre medicintyper kan have indvirkning på behandlingen. Hvis man er i tvivl, skal man spørge sin læge til råds.
Rytmeregulerende medicin kan som bivirkning udløse andre rytmeforstyrrelser end forkammerflimren, hvorfor behandlingen som regel påbegyndes under en kortvarig indlæggelse, hvor hjerterytmen overvåges, og lægen kan se, om man tåler medicinen.
Har man fået konstateret forkammerflimren, vurderer lægen, om man skal have blodfortyndende behandling i form af hjertemagnyl eller antikoagulationsbehandling (AK-behandling læs Hjerteforeningens folder om dette emne). Lægens valg afhænger blandt andet af, om risikoen for blodpropper i hjernen overskygges af risikoen for alvorlige blødninger.
Medicin er den mest almindelige behandling af forkammerflimren, og mange mennesker lever godt med denne behandling. Ikke-medicinsk behandling Hvis medicinen ikke virker, eller patienten ikke tåler den eller hvis patienten er ung og derfor skal i en meget langvarig medicinsk behandling vil man typisk overveje andre behandlingsformer, for eksempel radiofrekvensablation.
Behandlingen går ud på, at man ved hjælp af et særligt kateter opsøger forskellige punkter i hjertet. Katetrets lille metalspids opvarmes ved højfrekvensstrøm, hvorved der opstår et lille, punktformet sår de steder i hjertemusklen, som kateterspidsen berører. Ved at gentage opvarmningen mange gange dannes der nogle sår, der begrænser spredningen af de elektriske impulser i hjertemusklen.
Behandlingen kan svie lidt i brystet og give lidt smerter, og patienten får smertestillende medicin under indgrebet.
Før og efter radiofrekvensablationen skal man være i AK-behandling. Efter radiofrekvensablation kontrollerer lægen, om behandlingen har virket, og efter nogle måneder afgør lægen, om AK-behandlingen kan afsluttes.
Hvis forkammerflimren ikke kan behandles tilstrækkeligt med radiofrekvensablation selv efter gentagne forsøg og medicin, og patienten er meget belastet af lidelsen, kan hjertekirurgi være løsningen.
Sådan forebygger du sygdommen
- Undlad at ryge
- Vær fysisk aktiv i mindst en halv time hver dag
- Spis sund mad med lavt indhold af fedt
- Spar på sukkeret
- Spis masser af frugt og grønt
- Nyd alkohol med måde
Brug Hjerteforeningens rådgivningscentre
I Hjerteforeningens rådgivningscentre kan alle patienter og pårørende få individuel rådgivning. Her kan du tale med en hjertesygeplejerske om hjertesygdom, angst, medicin, symptomer m.m. Du kan også få målt dit kolesteroltal, blodsukker, blodtryk og din puls. Du kan deltage i foredrag og motionskurser, møde andre i samme situation som dig og meget mere. Som medlem får du tilbuddene til særlig medlemspris. Ring til dit rådgivningscenter og aftal en tid.
Få mere information i Hjerteforeningens rådgivningscentre eller på
http://www.hjerteforeningen.dk
Rådgivningscenter Aalborg Vesterbro 81 9000 Aalborg
Tlf. 9816 1816
aalborg@hjerteforeningen.dk
Rådgivningscenter Århus
Jægergårdsgade 64-66
8000 Århus C
Tlf. 8618 5510
aarhus@hjerteforeningen.dk
Rådgivningscenter Esbjerg
Jyllandsgade 79 C
6700 Esbjerg
Tlf. 7613 1640
esbjerg@hjerteforeningen.dk
Rådgivningscenter Kolding
Sydbanegade 4
6000 Kolding
Tlf. 7552 7628
kolding@hjerteforeningen.dk
Rådgivningscenter Odense
Kongensgade 65
5000 Odense C
Tlf. 6591 9935
odense@hjerteforeningen.dk
Rådgivningscenter København
Hauser Plads 20
1127 København K
Tlf. 3311 0312
kbh@hjerteforeningen.dk
Rådgivningscenter Næstved
Apotekerstræde 4 A
4700 Næstved
Tlf. 5573 5009
naestved@hjerteforeningen.dk
Åbningstid:
Mandag kl. 9-15
Telefontid: Tirsdag til fredag inkl. kl. 9-15
Hjertelinjen den gratis telefonrådgivning
Tlf. 8020 3366 onsdag, fredag, lørdag og søndag kl. 18-22
Tekst fra Hjerteforeningens folder Forkammerflimren
Patientvejledningerne erstatter ikke kompetent professionel rådgivning eller behandling af en uddannet læge eller andet sundhedsfagligt personale. Indholdet bør anvendes, når man har fået sin diagnose hos lægen. Nyt Nordisk forlag fraskriver sig ethvert ansvar, som kan opstå i forbindelse med brug og misbrug af denne internetversion.

Til top
Tilføj vejledning
Send til
Udskriv