Ufrivillig vandladning hos kvinder

Baggrund
Ufrivillig vandladning (urininkontinens) er en hyppig lidelse og optræder hos ca. 500.000 af den danske befolkning, oftest hos kvinder. Lidelsen kan forekomme i alle aldre. Urininkontinens kan resultere i skamfølelse og isolation. Mange søger måske ikke læge, fordi de regner med, der ikke kan gøres noget, eller fordi de tror, det hører med til at blive ældre. I dag er der imidlertid gode muligheder for at blive kureret eller få det væsentligt bedre. Behandlingen er skånsom og kan foregå uden indlæggelse på hospital og uden operation.

To typer urininkontinens Anstrengelsesinkontinens (stressinkontinens) viser sig ved, at man ikke kan holde på vandet i forbindelse med fysisk anstrengelse, hoste, nys eller bare løft af lidt tungere ting.
Trangsinkontinens (urgeinkontinens) viser sig ved hyppig og bydende vandladningstrang. Kvinden kan ofte ikke nå ud på toilettet, før blæren tømmer sig. Kvinder med urgeinkontinens ved ofte, hvor toiletterne i byen ligger. Der kan også være hyppige vandladninger om natten.
En kvinden har blandingsinkontinens, hvis hun har tegn på både stress og urgeinkontinens.

• Stressinkontinens = inkontinens ved fysisk aktivitet (host, nys, løb, hop m.m.)
• Urgeinkontinens = inkontinens i forbindelse med hyppig (også natlig) og bydende vandladningstrang
• Blandingsinkontinens = både stress og urgeinkontinens

Årsager
Stressinkontinens skyldes oftest svaghed i bækkenbundsmusklerne og i ledbånd og bindevæv under urinrøret. Årsagen er oftest fødsler,  og svagheden kan forværres med alderen.
Når der opstår et pres oppe fra maven som f.eks. ved host eller nys, kan urinrørets lukkemuskel ikke lukke urinrøret tæt nok sammen, og kvinden bliver utæt.
Urgeinkontinens skyldes ufrivillige sammentrækninger af blæren. Hvis urinrørets lukkemuskel ikke er stærk, kan den ikke lukke af for urinen, når blæren trækker sig sammen, og kvinden bliver utæt.
De ufrivillige sammentrækninger i blæren giver vandladningstrang og kan skyldes flere forskellige lidelser, bl.a. tynde sarte slimhinder i skede og blære, nedsynkning af skedevæggene, sygdomme i nervesystemet, hjerneblødning, operationer i ryggen, blærebetændelse m.m.

Opsøg din læge
Uanset hvilken form for urininkontinens kvinder lider af, er det vigtigste at opsøge sin læge og fortælle om problemet.
En undersøgelse af en urinprøve vil afsløre, om der er blærebetændelse eller andre tegn på sygdomme i blæren.
En underlivsundersøgelse (gynækologisk undersøgelse) vil afsløre, om der er nedsynkning af skedevæggene, og om bækkenbundsmuskulaturen er svag og derfor ikke understøtter urinrørets lukkemekanisme. Ved den gynækologiske undersøgelse kan lægen også se, om der er tegn på hormonmangel ved at se på slimhinden i skeden. Hormonmangel medfører, at slimhinderne bliver tynde og skrøbelige. Dette gælder også slimhinden i urinrøret og i blæren. Slimhinden i urinrøret har betydning for evnen til at kunne lukke tæt, så urinen ikke siver ud, og slimhinden i blæren har betydning for, om der er ufrivillige sammentrækninger af blærens væg.
Lægen vil ofte kunne påvise de sygdomme i nervesystemet, som medfører urgeinkontinens.
Lægen kender patientens medicinforbrug, som kan have betydning f.eks. uhensigtsmæssig indtagelse af for eksempel vanddrivende tabletter kan medføre hyppig vandladning dag eller nat og af og til også besvær med at holde på vandet. Ved at lade kvinden udfylde et skema (væske-vandladningsskema, se sidst i denne vejledning) med oplysninger om, hvor meget hun drikker på et døgn, hvor tit hun lader vandet, hvor store portioner hun tisser pr. gang, hvornår hun er utæt, og om utætheden er kommet i forbindelse med fysisk anstrengelse, eller kvinden skulle skynde sig på toilettet, kan lægen stille den rigtige diagnose og fastslå typen af inkontinens. Det er vigtigt for at kunne give den rigtige behandling.
De fleste, som lider af ufrivillig vandladning, anvender bleer eller bind for ikke at gøre underbukserne våde. Lægen vil ofte spørge om, hvor mange bind eller bleer patienten bruger pr. døgn, fordi det giver et indtryk af, hvor svær inkontinensen er. Et væskevandladningsskema udfyldes af kvinden selv og indeholder alle de informationer, lægen skal bruge for at give den rette behandling mod urininkontinens.

Behandling

Stressinkontinens
Kvinder med stressinkontinens behandles først og fremmest med træning af bækkenbundsmusklerne. Dette foregår bedst med hjælp fra en fysioterapeut, som kan vejlede og kontrollere, om træningen har den ønskede virkning.
Virkningen af bækkenbundstræningen indtræder først efter 2-3 måneders træning.
Hvis træning af bækkenbundsmusklerne ikke hjælper tilstrækkeligt på inkontinensen, kan operation komme på tale.
Operation for stressinkontinens er enten en kunststofslynge, der lægges under urinrøret, eller fyldstof, som lægges ind i urinrøret. Begge operationstyper foregår i lokalbedøvelse.

Urgeinkontinens
Kvinder med urgeinkontinens behandles først og fremmest med medicin
Hvis lægen har fundet tegn på blærebetændelse, skal der selvfølgelig først gives behandling mod dette. Den medicinske behandling af urgeinkontinens består af blæredæmpende medicin. Medicinen virker ved at slappe blæremusklen af, så den ikke ufrivilligt trækker sig sammen. Blæredæmpende medicin kan have lette bivirkninger i form af tørhed i munden, besvær med at læse avisen (dvs. fastholde blikket på teksten) og tendens til forstoppelse. Bivirkningerne svinder dog oftest efter nogen tids behandling (ca. 14 dage). Træning af bækkenbundsmusklerne med hjælp fra en fysioterapeut kan også hjælpe på urgeinkontinens. Kvinder med urgeinkontinens kan desuden få hjælp til at træne blæren, så der kan gå længere og længere tid imellem toiletbesøgene. I særligt svære tilfælde, hvor mange forskellige slags medicin er prøvet, uden at det hjælper, kan man på hospitalet sprøjte et stof ind i blæremusklen, som får den til at slappe af.

Blandingsinkontinens
Har kvinder blandingsinkontinens, behandler man først den type af inkontinens, der genererer mest. Når hun synes, hun er hjulpet af med den mest generende del, kan hun blive hjulpet med de tilbageværende problemer. Det kan dog være svært at få alle gener ved blandingsinkontinens til at forsvinde helt. Slimhinder i skede, blære og urinrør, der er tynde, sarte og udtørrede, kan ved hjælp af lokal hormonbehandling gøres mere modtagelige for behandling af urininkontinens.
Ved alle typer inkontinens gælder det, at er der tegn på hormonmangel, vil behandling med kvindeligt kønshormon (østrogen) som stikpiller eller hormonring til skeden ofte kunne bedre tilstanden og hjælpe den behandling, kvinden er startet på. Stikpiller med østrogen lægges op af kvinden selv i starten hver dag i 2 uger, herefter 2 gange om ugen. Kvinden kan også få behandling med en hormonring til skeden, som skal skiftes hver 3. måned. Behandlingen virker først fuldstændigt efter 3 måneders behandling.
Ved alle typer af inkontinens gælder det også, at er der tegn på nedsynkning af skedevæggene (tyngdefornemmelse, fornemmelse af fremmedlegeme, besvær med at tømme blære eller tarm), opereres først for nedsynkning. Operation for nedsynkning er ikke en operation for inkontinens, men kan alligevel ændre kvindens oplevelse af inkontinens. Ca. 3 måneder efter operationen for nedsynkning udspørges og undersøges kvinden igen vedrørende inkontinensproblemer.

Behandling
Stressinkontinens:
Træning af bækkenbundsmusklerne, ved manglende effekt: operation
Urgeinkontinens:
Blæredæmpende medicin, træning af bækkenbundsmusklerne, i meget sjældne tilfælde: operation
Blandingsinkontinens: behandling af mest generende inkontinensform først
Alle inkontinenstyper: slimhinder med tegn på hormonmangel: lokal hormonbehandling

Hvor godt virker behandlingen?
Ca. 50% af kvinder med stressinkontinens bliver hjulpet alene med træning af bækkenbundsmusklerne.
90-95% af de kvinder, der bliver opereret med kunststofslynge, bliver helt tætte.
Ca. 2/3 af de kvinder, der behandles med fyldstof i urinrøret, bliver enten helt tætte eller oplever en forbedring, 1/3 mærker ingen ændring. Behandlingen kan gentages. Der er store variationer fra kvinde til kvinde med hensyn til, hvor godt blæredæmpende medicin virker. Der er også stor forskel på, hvor længe kvinden har behov for medicinen.
Hvis lægen har fundet blærebetændelse, fjerner antibiotika i en kort periode næsten altid blærebetændelsen. Hvis kvinden flere gange får blærebetændelse, selv om lægen har undersøgt urinen og givet antibiotika, bør kvinden henvises til undersøgelse på hospitalet. Hvis urgeinkontinens opstår med meget kort varsel (dage til uger) bør kvinden af sin læge blive henvist til nærmere undersøgelse på hospital.

Kontrol
Afhængig af hvem der har startet behandlingen (egen læge, privatpraktiserende speciallæge eller hospitalsafdeling), vil kvinden blive indkaldt til kontrol samme sted. Der vil ofte være kontrol efter træning af bækkenbundsmusklerne for at vurdere, om træningen har hjulpet.
Der vil altid være kontrol (telefonisk eller ved fremmøde) efter en operation for inkontinens.
Ved behandling med blæredæmpende medicin og eller lokal hormon (østrogen-stikpiller eller hormonring) til skeden vil kvinden blive kontaktet efter en periode med medicinen for at høre til virkningen. Der er mulighed for at øge styrken af blæredæmpende medicin eller skifte til en anden type medicin, hvis virkningen ikke er god nok.

Hjælpemidler
Hvis kvinden af forskellige grunde ikke kan hjælpes med behandlingsmulighederne - beskrevet ovenfor - kan hun få bleer/bind gratis over Servicelovens §97. Lægen kan hjælpe med at ansøge herom.


Nyttige adresser:
Kontinensforeningen. Tlf. 33 32 52 74 www.kontinens.dk
Dansk Urogynækologisk Selskab www.dugs.dk


Åben skema som PDF her.

 Til top  Tilføj vejledning  Send til  Udskriv

Patientvejledningerne erstatter ikke kompetent professionel rådgivning eller behandling af en uddannet læge eller andet sundhedsfagligt personale. Indholdet bør anvendes, når man har fået sin diagnose hos lægen. Nyt Nordisk forlag fraskriver sig ethvert ansvar, som kan opstå i forbindelse med brug og misbrug af denne internetversion.