Hvor gammel skal man være, før man kan bruge p-piller?
Man kan uden særlig risiko starte med p-piller, når man har haft regelmæssige blødninger i 1/2-1 år.
Hvordan virker p-piller?
- P-piller hindrer ægløsning.
- P-piller gør det vanskeligt for ægget at sætte sig fast inde i livmoderen.
- P-piller gør det vanskeligt for sædcellerne at trænge op i livmoderen.
Hvor hurtigt virker pillerne, når man starter med at bruge p-piller?
Tages den første p-pille på 1. menstruationsdag, er du sikret mod graviditet med det samme.
Hvad skal man gøre, hvis der ikke kommer blødning i p-pillepausen?
Du skal tale med din læge. Bl.a. for at udelukke, at du er gravid. Ofte er årsagen, at dine p-piller er for svage til at give dig blødning. Nogle kvinder skal have en stærkere p-pille.
Hvad skal man gøre, hvis man får blødning midt i en ”p-pille-pakning”?
Du skal fortsætte med at tage dine p-piller på almindelig måde. Er blødningen kraftig, og fortsætter den, kan årsagen være, at du har en infektion eller er gravid.
Hvordan kan man udskyde en blødning?
Du kan udskyde en blødning ved at fortsætte med en ny pakke p-piller uden at holde pause. Er alle tabletter i dine p-piller ens, kan du blot tage hul på en ny pakke. Når du har udskudt en blødning, kan du starte på en helt ny pakke efter p-pille-pausen.
Er der flere farver på dine p-piller, skal du tale med din læge, før du forsøger at udskyde en blødning.
Hvad skal man gøre, hvis man får diarré eller kaster op, når man tager p-piller?
Opkastning
Kaster du op de første 3-4 timer efter, at du har taget din p-pille, skal du tage næste tablet i pakken og i øvrigt fortsætte normalt. Får du ikke taget flere p-piller, fordi du kaster op, skal du tage tabletterne som anført under glemte tabletter. Fortsætter du med at kaste op, er du ikke helt sikret mod uønsket graviditet, før du starter på din næste p-pille-pakke.
Diarré
Har du en enkelt dag diarré, kan du fortsætte med at tage dine p-piller, og du har ikke øget risiko for at blive gravid. Fortsætter diarreen, er du ikke helt sikret mod uønsket graviditet, før du starter på din næste p-pille-pakke.
Hvad skal du gøre, hvis du glemmer at tage en eller flere p-piller?
Er der gået:
Mindre end 12 timer efter at du skulle have taget p-pillen, skal du blot tage den glemte p-pille og fortsætte, som du plejer. Mere end 12 timer efter at du skulle have taget p-pillen, skal du tage den sidste glemte p-pille straks og bruge ekstra beskyttelse i de flg. 7 dage.
Er der 7 eller flere piller tilbage i pakken, skal du tage pakken færdig og derefter fortsætte med en ny pakning efter 7 dages pause. Er der færre end 7 piller tilbage i pakken, skal du tage pakken færdig og så fortsætte med en ny pakning uden pause.
Skal man en gang imellem holde en længere pause, når man bruger p-piller?
Nej – der er ikke vundet noget som helst ved, at du holder en længere p-pille-pause indimellem.
Hvor sikre er p-piller?
Risikoen for graviditet er meget lille, hvis du tager p-pillerne, som man skal. Mindre end 1 kvinde bliver gravid, hvis 100 kvinder bruger p-piller i et år.
Risikoen for at blive gravid er særlig stor, hvis du holder pause i mere end 7 dage mellem to p-pille-pakninger. H
av derfor altid en ekstra pakning p-piller liggende, så du altid kan komme i gang med p-pillerne, som du skal.
Hvilke gener kan p-piller give?
Hovedpine og kvalme kan mindskes, hvis du tager p-pillerne om aftenen, inden du går i seng.
Migræne: Får du migræne, mens du bruger p-piller, skal du tale med din læge.
Brystspænding er ufarligt og optræder oftest i begyndelsen. Vand i kroppen kan en gang imellem mindskes ved, at du skifter til et andet p-pille-mærke.
Vægtstigning kan en gang imellem mindskes ved, at du skifter til et andet p-pille-mærke; men ofte er p-pillerne ikke skyld i, at du tager på i vægt.
Irritation og dårligt humør kan – om end sjældent – skyldes p-piller. Har du den slags besvær, bør du tale med din læge.
Hvilke sygdomme har p-pillebrugere større risiko for at få?
Blodprop (f.eks. i ben, lunge, hjerne, hjerte) og brystkræft.
Risikoen er meget lav. Måske vil omkring 1-3 ud af 10.000 kvinder, der bruger p-piller i et år, få en af disse sygdomme. Risikoen for blodprop i benene er størst det første år, du bruger p-piller.
Hvilke sygdomme har p-piller en gavnlig virkning over for?
- Kraftige blødninger kan blive svagere.
- Menstruationssmerter kan blive mindre.
- Underlivsbetændelse ses sjældnere.
- Kræft i livmoderhulen ses sjældnere.
- Kræft i æggestokkene ses sjældnere.
Kontrol hos lægen
Det er ikke altid nødvendigt at få foretaget gynækologisk undersøgelse, før man begynder med at bruge p-piller.
Det er praktisk, at du besøger lægen 3 måneder efter, at du har startet med at bruge p-piller. Dels kan du drøfte, hvordan det går, og dels bør du have målt blodtryk, hvis du er over 35 år.
Der er ikke grund til at få lavet gynækologisk undersøgelse i forbindelse med kontrol hos lægen, medmindre du har gynækologiske symptomer.
Du bør få foretaget celleprøve for livmoderhalskræft hvert 3. år. Derudover er der ikke faste regler for, hvor ofte du bør kontrolleres hos din læge.
Overlæge, dr.med.
Revideret september 2009
Patientvejledningerne erstatter ikke kompetent professionel rådgivning eller behandling af en uddannet læge eller andet sundhedsfagligt personale. Indholdet bør anvendes, når man har fået sin diagnose hos lægen. Nyt Nordisk forlag fraskriver sig ethvert ansvar, som kan opstå i forbindelse med brug og misbrug af denne internetversion.

Til top
Tilføj vejledning
Send til
Udskriv