Arvelige hæmoglobinsygdomme - Hæmoglobinopatier

Hæmoglobinopatier
Hæmoglobinopatier er en fællesbetegnelse for en bestemt type af arvelige blodmangler. Langt de hyppigste og alvorligste hæmoglobinopatier er thalassæmi og seglcelleanæmi. Det er karakteristisk for begge, at de stort set ikke findes blandt nordeuropæere, men er almindelige en række andre steder i verden (se nedenfor).

Hvordan arves de?
Både thalassæmi og seglcelleanæmi arves på den måde, at kun de, der arver anlægget fra begge deres forældre, bliver syge. Individer, som kun har anlægget fra en af forældrene, er raske og udvikler aldrig disse sygdomme. Man bruger ofte betegnelsen, at man er bærer af den pågældende sygdom. Det at være bærer er således en egenskab og ikke en sygdom. Hvis begge forældre er bærere, vil sandsynligheden for at føde et sygt barn være 25%. Andre 25% vil være raske og halvdelen bærere. Hvis kun en af forældrene har anlægget, vil halvdelen af børnene få anlægget og halvdelen være uden.

Hvorfor er disse sygdomme hyppigere hos visse befolkninger?
Hvis man er bærer af thalassæmi og seglcelleanæmi, er man delvis beskyttet mod malariainfektion, som i gamle dage ofte var en dødelig sygdom. Det betød, at flere bærere end individer uden denne arvelige egenskab overlevede til voksenalderen, hvor de kunne sætte børn i verden og dermed føre den arvelige egenskab videre. Derved blev der flere og flere, der var bærere af disse sygdomme. Det er netop i lande, hvor malaria er eller har været hyppig, at disse sygdomme findes.

Diagnose
Både thalassæmi og seglcelleanæmi diagnosticeres på en blodprøve. En blodprøve er også den metode, man anvender, når man undersøger for bærertilstanden.

Screening af gravide og prænatal undersøgelse
I mange af de lande, hvor disse sygdomme er almindelige, har man indført screeningsundersøgelser enten af gravide eller af unge mennesker, før de sætter børn i verden. Intentionen bag disse undersøgelser er, at man vil prøve at begrænse antallet af fødsler af børn med de alvorligste former for thalassæmi og seglcelleanæmi (se nedenfor). Disse programmer har mange steder været en stor succes og anbefales af verdenssundhedsorganisationen WHO. Hvis to kommende forældre begge er bærere, tilbydes de en såkaldt prænatal undersøgelse, dvs. en biopsi fra moderkagen, som tages gennem huden ved hjælp af ultralydsscanning i 9.-10. svangerskabsuge. På denne prøve kan man med 100% sikkerhed påvise, om barnet vil blive sygt eller ej. Risikoen for, at en sådan biopsi kan sætte fødslen i gang, er lav (< 1%). Hvis barnet viser sig at være sygt, tilbydes abort. Det er en erfaring, at mange forældre, der jo ofte kender disse sygdommes alvor, vælger denne løsning, også i områder, hvor abort ikke sædvanligvis er accepteret af moralske eller religiøse grunde.

Thalassæmi
Hvad er thalassæmi?
Thalassæmipatienten er karakteriseret ved, at han/hun har nedsat evne til at lave hæmoglobin, som er de røde blodlegemers røde farvestof (hæmoglobin). Hæmoglobin er ansvarlig for, at ilten transporteres rundt i kroppen og derved sikrer, at kroppens celler kan fungere normalt. Patienterne får på grund af manglende evne til hæmoglobindannelse svær blodmangel (anæmi). Der er forskellige undertyper, nemlig Betathalassæmi og Alfa-thalassæmi. Den alvorligste er Beta-thalassæmi, men også visse former for Alfa-thalassæmi kan være alvorlig.

Hvor i verden findes disse sygdomme?
Thalassæmi er almindelig i landene omkring Middelhavet, i Mellemøsten, Iran, Irak, Pakistan, Indien, Sydøstasien, Indonesien og Afrika. Det betyder, at folk, som stammer fra disse lande, kan have egenskaben, også selv om det er flere generationer siden, at familien forlod området. Arvelige anlæg forsvinder ikke med tiden og bliver ved med at være i fremtidige generationer.

Sygdommene
For alle thalassæmisygdommene gælder det, at individer, som er bærere af disse sygdomme, er raske. Der kan være en let blodmangel. Tilstandene kan forveksles med jernmangel, men jernbehandling hjælper ikke på tilstanden.
Hvis man arver egenskaben for Betathalassæmi fra begge forældre, taler man om Beta-thalassæmia major (Cooleys anæmi). Disse børn udvikler svær blodmangel få måneder efter fødslen. Hvis rigtig behandling ikke påbegyndes tidligt, vil børnene udvikle svære knogledeformiteter og forstørrelse af milt og lever. Kroppens normale udvikling bremses, herunder kønsudvikling og vækst, ligesom knoglerne bliver skøre med tendens til brud. Blodtransfusionsbehandling er livsnødvendig, men de mange transfusioner forårsager en gradvis jernophobning i kroppen, som ubehandlet medfører ødelæggelse af organer, først og fremmest hjertet, leveren, bugspytkirtlen og hypofysen. Man kan derfor udvikle hjertesygdom, leversygdom, diabetes og diverse andre hormonmangler alt for tidligt. Årsagen til, at blodtransfusion fører til jernophobning, er, at hæmoglobin i de røde blodlegemer indeholder meget jern. Uden blodtransfusion dør børnene i småbarnsalderen, og uden jernfjernende behandling dør mange af patienterne af hjertesygdom i 20-30-års alderen. Arver man egenskaben for en af de alvorligere Alfa-thalassæmier fra begge forældre, kan det pågældende foster ikke overleve. Der er stor risiko for svangerskabsforgiftning af moderen, som bærer det syge foster.

Behandling
Den eneste helbredende behandling af Beta-thalassæmia major er knoglemarvstransplantation, som kun kan tilbydes, hvis man har en egnet søskende som marvdonor (ca. en tredjedel af patienterne). Behandlingen udføres sædvanligvis, når barnet er 2-5 år gammelt. Behandling af børn med Beta-thalassæmia major består først og fremmest af livslang blodtransfusion. De livsvigtige blodtransfusioner medfører en gradvis jernophobning i kroppen. Jernoverskuddet fjernes med lægemidlet Desferal, som gives ind i en blodåre eller under huden over 12 timer gennem en bærbar pumpe. En vellykket Desferalbehandling er det mest afgørende for en god prognose. Nye jernfjernende lægemidler, der kan tages som tablet, findes og erstatter i tiltagende grad den meget besværlige Desferalbehandling. Ud over dette er der undertiden behov for vitaminog hormontilskud. Hæmoglobin E er en meget almindelig hæmoglobinvariant i Sydøstasien. Både de, der blot har arvet egenskaben, og de, der har den fra begge forældre, er raske. Sidstnævnte kan have en let blodmangel. Hvis hæmoglobin E arves fra en af forældrene og Beta-thalassæmi fra den anden, får man ofte en alvorlig thalassæmisygdom, som kræver behandling, som skitseret ovenfor. Patienter med Beta-thalassæmia major, som er velbehandlede, kan føre et tilnærmelsesvist normalt liv, dvs. de kan uddanne sig og have et arbejde og føre et normalt socialt liv med de begrænsninger, at der skal gives blodtransfusion med faste intervaller. Flere og flere kvindelige patienter kan i dag gennemføre en ukompliceret graviditet.

Seglcelleanæmi
Hvad er seglcelleanæmi?
Seglcelleanæmi er en sygdom, hvor de røde blodlegemer under særlige omstændigheder antager en seglcelleform i stedet for den normale runde form. Det betyder, at de røde blodlegemers evne til at passere de små blodkar nedsættes. De abnorme blodlegemer bremses i blodkarrene og stopper blodcirkulationen. De kommer derfor til at virke som blodpropper. Resultatet er, at ilttransporten til vævene nedsættes med risiko for skade. Samtidig er levetiden af seglcellerne nedsat i forhold til normale røde blodlegemer, idet de ødelægges i blodbanen, hvilket resulterer i blodmangel (hæmolytisk anæmi).

Hvor findes seglcelleanæmi?
Over 80% af verdens seglcellepatienter findes i Afrika, syd for Sahara. Sygdommen findes imidlertid også i Mellemøsten og Indien. Også i Grækenland og Tyrkiet ses sygdommen, men mere sjældent.

Sygdommen
Hvis en person blot bærer egenskaben, dvs. er bærer, er man rask. Det betyder, at man kun har egenskaben fra en af forældrene. Man kalder ofte denne tilstand seglcelletræk. Hvis man har egenskaben fra begge forældre, har man seglcelleanæmi. Der er meget stor forskel på graden af sygdom. Nogle patienter bliver meget syge, og andre har kun få symptomer. Symptomerne opstår typisk 3-5 måneder efter fødslen, hvor barnet udvikler blodmangel og dårlig trivsel. Mange børn udvikler smertende hævelser af hænder og fødder. Det hyppigste symptom på nedsat cirkulation af seglcellerne i de små blodkar er de såkaldte seglcellekriser, hvor patienten får smerter, ofte svære, lokaliseret til ryg eller arme og ben, ofte i nærheden af et stort led. Ellers er sygdomsbilledet hyppigst præget af de organskader, som sygdommen kan medføre, eksempelvis i lunger, hjerne, mave-tarm-kanal, hofteled, øjne, nyrer, milt osv. Hos de fleste fungerer milten ikke på grund af dette, hvilket fører til en infektionstendens. En del patienter ender med nedsat funktion af lunger og nyrer. Nogle patienter får nedsat syn og hofteproblemer. Symptomerne er mangfoldige, og ethvert nyt symptom må altid vurderes som værende et symptom pga. seglcelleanæmien. Blodprocenten er næsten altid nedsat, men graden af blodmangel er varierende. For en del patienter er der nedsat levetid.

Behandling
Der er ingen specifik behandling af seglcelleanæmi. Mange patienter har kun beskedne symptomer og kræver ingen særlig behandling, mens andre har er betydeligt præget af symptomer. Hos yngre med svær sygdom må man overveje knoglemarvstransplantation, hvis en søskende er velegnet som donor. Lægemidlet Hydroxyurea, som er en mild cellegift, er vist at kunne bedre symptomerne hos mange, og dette middel bør forsøges hos patienter med mange og svære symptomer. Seglcellekriser kræver ofte indlæggelse til væske- og smertebehandling. Tilskud af folinsyre kan hjælpe på blodprocenten. Til børn giver man forebyggende penicillinbehandling på grund af infektionsfaren.
Hos patienter, som udvikler livstruende organskader, foretager man en udskiftningstransfusion, dvs. at blodet udskiftes med blod fra en rask person uden seglcelleanæmi. Denne behandling følges op med regelmæssige transfusioner i årene efter. I forbindelse med operationer, infektioner, graviditet og svær blodmangel kan transfusion være gavnlig. Da symptomerne kan være meget varierende, er det ikke muligt at beskrive alle behandlingsformer, men ofte er hospitalsbehandling nødvendig. Hæmoglobin C er en særlig hæmoglobinvariant, som er meget almindelig i Vestafrika. Både de, der arver hæmoglobin C fra en forælder, og de, der har egenskaben fra begge forældre, er raske. Sidstnævnte kan have en let blodmangel. Når hæmoglobin C er vigtig, skyldes det, at hvis man arver hæmoglobin C fra en af sine forældre og hæmoglobin S, som er det abnorme seglcellehæmoglobin (se ovenfor) fra den anden forælder, udvikler man en mild form for seglcelleanæmi, som beskrevet ovenfor. Denne kombination er ikke sjælden i Vestafrika, hvor begge hæmoglobintyper er almindelige.

Vigtig hjemmeside http://www.haemoglobinopati.dk

 Til top  Tilføj vejledning  Send til  Udskriv

Patientvejledningerne erstatter ikke kompetent professionel rådgivning eller behandling af en uddannet læge eller andet sundhedsfagligt personale. Indholdet bør anvendes, når man har fået sin diagnose hos lægen. Nyt Nordisk forlag fraskriver sig ethvert ansvar, som kan opstå i forbindelse med brug og misbrug af denne internetversion.