Regelmæssig motion på det rette niveau og vægttab kan holde slidgigt på afstand og forhindre en forværring. På Gigtforeningens hjemmeside findes ideer til hensigtsmæssig motion ved slidgigt samt øvelser for de enkelte led, f.eks. hofter, knæ, ryg og hænder. Læs mere på: www.gigtforeningen.dk/oevelser
Du kan også kontakte Gigtforeningen på telefon 39 77 80 80 og få mere oplysning om træning og vægttab.
Vægttab som behandling af slidgigt
Vægttab hos overvægtige mennesker med slidgigt kan mindske symptomerne og/eller hæmme forværringen af sygdommen. Flere videnskabelige undersøgelser har vist, at grupper af overvægtige med slidgigt i knæene, der har gennemgået et vægttabsprogram, opnår betydelige forbedringer både i form af et øget funktionsniveau og færre smerter. Faktisk kan et vægttab på 10% forbedre din evne til at bevæge dig med 20-30%. For mennesker med en BMI (Body Mass Index, forhold mellem vægt og højde) over 30 anbefales vægttab, inden træningen påbegyndes. Du kan udregne dit BMI på:
www.gigtforeningen.dk/bmi
Træning som behandling af slidgigt
Et led med slidgigt har godt af motion, fordi det giver øget ernæring af brusken og øget muskelmasse. Desuden kan træning holde leddet bevægeligt og styrke de muskler, der skal hjælpe med at aflaste og bevæge leddet. Desuden bidrager motion til det sundeste og mest holdbare vægttab. Men motionen skal selvfølgelig tilpasses den enkelte, så det syge led ikke overbelastes. Der foreligger adskillige videnskabelige studier, som viser overbevisende effekt af træning i behandlingen af slidgigt. Også betydningen af vægttab er veldokumenteret.
Effekt af styrketræning er påvist i et omfattende antal studier, hvilket forbedrer ledfunktionen og den almene funktion i hverdagen og reducerer smerterne ved slidgigt. Færre studier viser effekten af konditionstræning, men samlet set er enhver form for træning veldokumenteret. Desuden spiller konditionstræning en vigtig rolle, hvis det er nødvendigt at komme ned i vægt. Der er god dokumentation for at træne under vejledning af en fysioterapeut. Konditionstræning og styrketræning er lige effektive til at opnå smertelindring og bedre ledfunktion.
Der anbefales styrketræning ved forholdsvis lav belastning med mange (ca. 10) gentagelser efterfulgt af en kort pause, før øvelsessekvensen gentages - i alt 2-3 gange. Når det drejer sig om konditionstræning, kan det være hensigtsmæssigt at starte med skånsomme træningsformer som svømning, træning i varmtvandsbassin, cykling, stavgang/gang, gymnastik eller trappemaskine/cross trainer. Det er dog kun træningsformer med risiko for skader, for eksempel fodbold og kontaktidrætsgrene, som udgør en egentlig risiko.
Ved akut ledinflammation (overbelastning) anbefales hvile af det påvirkede led og kontakt til den behandlende læge med henblik på vurdering af yderlige behandling.
Speciallæge i reumatologi Gigtforeningen
Maria Lindholm Jacobsen Fysioterapeut, Camilla Lindholm Delègue Cand. scient. i human ernæring
Revideret oktober 2011
Patientvejledningerne erstatter ikke kompetent professionel rådgivning eller behandling af en uddannet læge eller andet sundhedsfagligt personale. Indholdet bør anvendes, når man har fået sin diagnose hos lægen. Nyt Nordisk forlag fraskriver sig ethvert ansvar, som kan opstå i forbindelse med brug og misbrug af denne internetversion.
Til top
Tilføj vejledning
Send til
Udskriv