Reumatoid artrit / Leddegigt

Reumatoidartrit
Leddegigt, som ofte forkortes RA, er en forholdsvis hyppig, kronisk ledsygdom. Den er karakteriseret ved ledbetændelse (inflammation), oftest i hænder og/eller fødder, samt almensymptomer som feber og træthed.
Leddegigt kan ramme de fleste led i kroppen på nær fingrenes yderste led, ryggen og bækkenets led.

Sygdommen er to til tre gange så hyppig blandt kvinder som blandt mænd. De fleste debuterer med sygdomstegn mellem 40- og 60-års alderen, men det kan også ske tidligere eller senere i livet.

Diagnose
Den kliniske undersøgelse, som lægen foretager, spiller en vigtig rolle i diagnosticeringen. Derudover bruges blodprøver, røntgenbillede eller eventuelt scanningsbillede til at stille diagnosen.

Det er ikke usædvanligt, at blodprøver og røntgenbilleder er normale, især i det tidlige sygdomsforløb.

Årsagen
Man ved ikke, hvordan leddegigt opstår. Det er en sygdom, hvor mange faktorer kan tænkes at provokere sygdommen.

Familieundersøgelser viser, at genetiske faktorer spiller en rolle for udvikling af leddegigt. Førstegenerationsslægtninge til patienter med leddegigt har ca. 16 gange højere risiko for at udvikle sygdommen end befolkningen som helhed.

Kvindelige hormoner spiller en rolle, hvilket for eksempel ses ved tendens til bedring af sygdommen under graviditet og opblussen af sygdommen i amningsperioden. Der er betydelig kønsforskel, idet langt flere kvinder end mænd har sygdommen. Kønsforskellen udviskes dog i den ældre del af patientgruppen.

Selv om årsagerne til leddegigt grundlæggende er ukendte, tyder mange ting på, at både arv og miljø påvirker udviklingen af sygdommen.

Undersøgelser peger desuden på, at rygning kan forstærke risikoen for i forvejen disponerede personer. Manglende motion, overvægt og underlødig kost kan forværre sygdomsfølgerne.

Det normale led

Et led er opbygget af to eller flere knogler, som er dækket af brusk på de flader, som har kontakt med hinanden.

Det angrebne led

Ved leddegigt er der fra de tidligste stadier en betændelse i ledhinden (den indre overflade på ledkapslen). Ledhinden invaderes af et betydeligt antal betændelsesceller fra blodbanen og reagerer ved at blive kraftigt fortykket. Desuden producerer ledhinden en rigelig mængde betændelsesvæske, som samler sig i ledhulen og får leddet til at hæve.

Symptomer
De almindeligste symptomer er:

• Morgenstivhed: Det kan være svært at komme i gang om morgenen, og morgenstivheden kan vare flere timer.
• Ledhævelse: På grund af inflammation i leddet hæver leddet.
• Indskrænket bevægelighed: Både ledhævelse, ledsmerter og mulig nedbrydning af ledbrusk, knogle og sener indskrænker bevægeligheden i leddet.
• Træthed, feber og vægttab: Træthed er et kendt symptom ved leddegigt. Det overrasker mange, og det kan være et problem at få omgivelserne til at forstå netop dette symptom. Feber og vægttab er desuden kendte symptomer.
• Gigtknuder er millimeter- eller centimeterstore hævelser under huden. De opstår som følge af lokale irritationer i bindevævet og findes ofte ved albuer og fingerknoer. Gigtknuder ses hos 20-35 procent af alle med leddegigt og kommer oftest sent i sygdomsforløbet. Knuderne er godartede og består af fortykket bindevæv.
• Føleforstyrrelser: Der kan opstå et tryk på en nerve som følge af inflammationen i et led. Dette problem ses ofte i håndleddet, hvilket giver føleforstyrrelser typisk i tommel-, pege- og langfinger (karpaltunnelsyndrom).
• Humørsvingninger og smerter: Som nydiagnosticeret må man forholde sig til en ny livssituation og acceptere en del forandringer og begrænsninger i fremtiden. Det kan til tider være en stor psykisk belastning. Derfor skal man være klar over, at det er naturligt og menneskeligt at opleve en eller flere personlige kriser i et sygdomsforløb. Hvis man samtidig har smerter, kan man opleve et tab, som på mange måder ligner sorg.

Man har mulighed for lægeordineret henvisning til 12 psykologbehandlinger op til det første år efter, man har fået stillet diagnosen leddegigt, hvis sygdommen vurderes som invaliderende. Derved får man sygesikringsstøtte, men der er stadigvæk en egenbetaling på behandlingerne.

Behandling

Behandlingens omfang er vekslende og baseres altid på en individuel, lægelig vurdering. Den omfatter lægemidler, fysio- og ergoterapi samt socialrådgivning. Ved ledskade kan der være behov for kirurgisk vurdering.

De anvendte lægemidlers virkning er rettet mod gigtbetændelsen. Målet er at fjerne betændelsesprocessen (inflammationen), hvorved risikoen for ledskade kan nedsættes eller ved tidlig behandling i mange tilfælde elimineres. Blandt de mest anvendte lægemidler findes binyrebarkhormon (Prednisolon), som er hurtigtvirkende og kan bruges til hurtig inflammationskontrol samtidig med start af Methotrexat eller Salazopyrin, som er langsomtvirkende lægemidler. Såfremt behandling med de langsomtvirkende lægemidler alene ikke er tilstrækkeligt effektiv, kan suppleres med et biologisk lægemiddel.

Der findes i øjeblikket fem biologiske lægemidler, som anvendes til behandling af gigtbetændelsen ved leddegigt: Enbrel, Humira, Remicade (TNFalfa-hæmmere), Mabthera (B-celle hæmmer), Orencia (Tcelle hæmmer). Et sjette biologisk lægemiddel, Anakinra (IL-1 hæmmer), anvendes i sjældne tilfælde. Behandling med biologiske lægemidler finder sted på specialiserede hospitalsafdelinger.
Antallet af biologiske lægemidler er stigende. Der findes i øjeblikket følgende til behandling af leddegigt (og flere er undervejs): 1) TNFalfa hæmmere (Enbrel, Humira, Remicade), 2) B-celle hæmmer (Mabthera), 3) T-celle hæmmer (Orencia) og 4) IL-6 hæmmer (RoActemra). Et yderligere biologisk lægemiddel, Anakinra (IL-1 hæmmer), anvendes i sjældne tilfælde. Behandling med biologiske lægemidler finder sted på hospitalsafdelinger specialiserede i reumatologi.

http://www.gigtforeningen.dk
og Gigtforeningens telefonrådgivning
39 77 80 80,
man.-tors. 9-16, fre. 10-15.

http://www.sundhed.dk
Information fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, læs bla. om lægemidler.

 Til top  Tilføj vejledning  Send til  Udskriv

Patientvejledningerne erstatter ikke kompetent professionel rådgivning eller behandling af en uddannet læge eller andet sundhedsfagligt personale. Indholdet bør anvendes, når man har fået sin diagnose hos lægen. Nyt Nordisk forlag fraskriver sig ethvert ansvar, som kan opstå i forbindelse med brug og misbrug af denne internetversion.